Vejledning Verbal
I denne gennemgang præsenteres en række generelle retningslinjer for optimering af testresultater, samt regler og eksempler der knytter sig til spørgsmålene, du kan støde på. Spørgsmålene, der benyttes i de forskellige kognitive test, er meget forskellige i deres fremstilling, og det er derfor ikke muligt at give en gennemgang af alle variationer, du kan møde til test. Der kan f.eks. benyttes mange forskellige farver, mønstre og former, og dermed mange forskellige spørgsmål, til at illustrere en regel, eller 2-tabellen kan vises på forskellig vis såsom 2-4-6-8 eller 8-10-12-14. Det er dog den samme underliggende regel, du skal opdage og dernæst benytte til at finde det rigtige svar blandt mulighederne. Det er din evne til at identificere logikken i en given opgave og benytte denne til at finde det rigtige svar, der ligger bag vurderingen af de logiske/kognitive evner.
Generelt
- Svar på så mange spørgsmål som muligt. Hvert svar øger muligheden for en højere score, mens spørgsmål der ikke besvares, ikke kan trække scoren op.
- Gå ikke i stå på svære spørgsmål. Hvis du bruger lang tid på et spørgsmål, kan denne tid ikke bruges på andre spørgsmål, der er lettere. Er der spørgsmålstyper, du har ekstra svært ved, så vælg et hurtigt svar og gå videre til næste spørgsmål.
- Spring ikke spørgsmål over. Giv altid et svar, uanset om det er et gæt eller ej. Medmindre du får andet at vide, er det kun de rigtige svar, der bruges til at vurdere dine evner, og et rigtigt gæt er lige så godt som en rigtig udregning.
- Læs hele spørgsmålet, og svar kun, på det der står. Mange spørgsmål ligner hinanden med kun små, men afgørende variationer, f.eks. højest/lavest, sandt/falsk, samme/modsatte ord.
- Lær så mange af reglerne/logikkerne som muligt. Dermed er du hurtigere i stand til at afkode, hvilken der passer til det konkrete spørgsmål.
- Øvelse gør mester, så træn, så meget du kan, for at mestre ordene, logikkerne, regnereglerne og tidspresset.
Testene indeholder generelt tre kategorier af spørgsmål; Numerisk, Verbal, Abstrakt, dvs. tal, ord og figurer. Hver af disse har særlige karakteristika, der gennemgås i hver deres fane med regler og eksempler.
Kategorien Verbal
Består af underkategorierne Analogier, Antonymer og Verbal Analyse og drejer sig om at identificere ordforrådets størrelse og de logiske evner.
Analogier (også kaldet synonymer) er spørgsmål af typen:
Let svarer til Hårdt som Høj svarer til
og
Hvilket af de følgende ord har samme betydning som Forsigtig?
Her er der ikke en logisk regel som sådan. Det gælder om at kende så mange ord og deres betydning som muligt.
Antonymer er spørgsmål af typen:
Hvilket af de følgende ord passer ikke med de øvrige? Opstemt Munter Nysgerrig Glad
og
Hvilket af de følgende ord har modsatte betydning af Usædvanligt?
Heller ikke disse spørgsmål indeholder en logisk vej til det rigtige svar. Det gælder også her om at kende så mange ord og deres betydning som muligt.
Verbal Analyse indeholder flere typer spørgsmål. Der er det klassiske ja/nej/kan ikke besvares og en række variationer, hvor man skal finde et specifikt svar ud fra de oplysninger, der gives. Det er logisk sammenhæng, der skal identificeres.
Eksempel:
Baseret på disse oplysninger: Stampe er navnet på Peters kanin. Kaniner har blød pels. Er det sandt, at Stampe har blød pels? Ja/Nej/Kan ikke afgøres
Udgangspunktet er Stampes pels. Hvad kan vi sige om den baseret udelukkende kun de oplysninger, vi får? Stampe er en kanin, og kaniner har blød pels, ergo er det sandt, at Stampe har blød pels, og svaret er Ja.
Et Ja-svar kræver, at det er 100% ja, og et Nej-svar kræver, at det er 100% nej. Alt andet ”Kan ikke afgøres”.
Havde spørgsmålet været: Peter er navnet på Stampes kanin. Kaniner har blød pels. Er det sandt, at Stampe har blød pels?
Så er svaret ”Kan ikke afgøres”, da vi ikke ved noget om Stampe ud fra de givne oplysninger. Han kunne også være en kanin, men vi ved det ikke, og derfor kan det ikke besvares med et ja eller nej.
Til disse spørgsmål er det afgørende, at kunne følge årsagssammenhængene og logikken og kun bruge de informationer, der gives. Her kan der være begrænsninger eller detaljer, der har betydning for svaret.
F.eks.: I en kasse ligger 7 røde og 10 gule bolde. Med lukkede øjne trækker du 3 bolde op ad kassen. Holder du mindst et par ens bolde i hånden?
Her er svaret ”Ja”, da du med 3 bolde ikke kan undgå at have mindst to af samme farve. Men trak du 2 bolde op ad kassen, ville svaret være ”Kan ikke afgøres”, da du kan have både 2 ens og 2 forskellige i hånden. Og trak du 1 bold, ville svaret være ”Nej”, da du ikke har et par.
Hold øje med rækkefølgen af svarmulighederne, da sekvensen kan skifte og ikke altid følge "Ja/Nej/Kan ikke besvares". Bemærk også, at der kun er 3 svarmuligheder og dermed 33% statistisk chance for et korrekt svar i denne slags spørgsmål. Det betyder, at et gæt giver større chance for et korrekt svar, end hvis der er 4 svarmuligheder (25% statistisk chance), og det kan derfor være en strategi at give et hurtigt gæt på disse spørgsmål, hvis du har brug for tiden til andre spørgsmål.
I andre verbale analyser skal der findes et udsagn, der er korrekt ud fra oplysningerne, der er til rådighed. Det er samme fremgangsmåde, der skal benyttes til logisk at finde det udsagn, der er korrekt som i ”Ja/Nej/Kan ikke afgøres”-spørgsmålene.
Eksempel:
Solsorten synger kun, når solen skinner. I går skinnede solen i seks timer.
Hvilket af de følgende udsagn må være sandt?
- A) Solsorten sang kun fem timer i går B) Spurven sang seks timer i går
- C) Solsorten sang i mindre end seks timer i går D) Solsorten sang i mindst fem timer i går
A er ikke sandt, da solen skinnede mere end fem timer i går
B er ikke sandt, da spurven ikke er nævnt i oplysningerne
C er ikke sandt, da solen skinnede seks timer i går
D er sandt, da solsorten sang seks timer i går, hvilket er mere end fem timer
Igen er det vigtigt at være opmærksom på sammenhænge og begrænsninger i de givne oplysninger, så det korrekte svar kan vælges. Disse spørgsmål findes i uendelige variationer, og derfor kan det være gavnligt at øve sig i dem. Det er afgørende at bruge logikken, og det vi ved fra oplysningerne, for her kan være spørgsmål, der spiller på det, vi tror, vi ved, f.eks.:
Johns søster har tre søskende. Deres navne er Elsa, Kaj og
A) Andrea B) John C) Anna D) Hans
Her er det for mange naturligt, at Andrea hører sammen med Kaj, men det er ikke korrekt. Det, vi skal finde, er navnet på Johns søsters søskende, og dem får vi i oplysningerne som Elsa, Kaj og John. B) John er derfor det rigtige svar.